Om os
Benjamin Baun er udlært maskinsnedker, og med den baggrund stiftede han i 2022 som 21-årig firmaet Baun Møbler ApS. Efter 4 års yderligere forberedelse stod han i april 2026 klar til at åbne sin helt egen møbelproduktion, hvor han i dag producerer sine egne designs.
Hvem er jeg?
Jeg plejer at sige, at jeg har samme mentalitet som Pippi Langstrømpe: “Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert godt”. Det er den mentalitet, der har givet mig modet til at starte Baun Møbler, og det er den samme mentalitet, der driver mig frem og samler mig op, når jeg møder udfordringer, og dem er der nok af, når man hopper ud på ukendt vand, som det må siges, at jeg har gjort. Jeg arbejder fint alene, men alting bliver bedre når man hjælpes ad, og jeg er glad for at kunne dele mit projekt med min kone, Miriam. Hun er en vigtig del af Baun Møbler, og jeg glæder mig over at have hende med i projektet både for nu og i fremtiden.
Jeg brænder for projektet med Baun møbler, og alle de oplevelser det giver mig, men heldigvis er mit liv beriget med meget andet end mit arbejde. Jeg værdsætter mest af alt den tid, jeg bruger med min kone, vores familie og gode venner. Jeg holder meget af de stunder, hvor samværet også bliver til nærvær, og samtalerne bliver både længere og dybere.
Jeg har rødder i den vestjyske muld, er vokset op med en juletræsplantage i baghaven og Skjern Å i forhaven. Jeg trives bedst, når der er højt til himlen, og bilernes susen er byttet ud med fuglefløjt. Jeg har en kreativ tilgang til verden og kan lide at udfordre mig selv i alverdens mulige og umulige projekter. Jeg har altid haft en passion for håndværk og design, og det er stadig med dét udgangspunkt, at jeg i dag tegner mine møbler.
Håbet og drømmen
Jeg har mange drømme om, hvad jeg ønsker at drive Baun Møbler til. Fælles for alle disse drømme er, at Baun Møbler skal blive til gavn og glæde for så mange mennesker som muligt. Selvfølgelig skal Baun Møbler kunne danne levevej for min familie og jeg, men lige så vigtigt er det, at det bliver til noget større, som kan bidrage til den verden, vi alle er en del af.
Til start har opgaven været at skabe produkter, der har en positiv indvirkning på samfundet. Det handler om at tage de bedst mulige valg, når det kommer til materialer og udnyttelsen af dem. Men det betyder også at skabe møbler, der er mulige at give videre i generationer. Derfor kan både mit bord og min stol klappes sammen og opbevares i tider, hvor de ikke bliver brugt og sættes til side, mens de venter på deres næste ejer. Derudover kan stoffet på stolen let skiftes til et mere moderne udtryk, der passer til den nye generation. Som et sidste forsøg på at lave møbler, der har noget at byde på i verden, har jeg under hver enkelt stol skrevet en lille sætning til eftertanke. Måske kan disse sætninger også fungere som mit lille input mod et mere betænksomt samfund, hvor vi behandler hinanden og os selv bedre.
Som en lille møbelvirksomhed har jeg måske ikke midlerne til at lave store forandringer, men jeg vil producere forsvarligt, lave gode produkter, og måske får jeg en dag muligheden for at skabe rammen om en god arbejdsplads for andre end mig selv.
Produktionen
Jeg er faglært Maskinsnedker med sølvmedalje fra Herningsholm Erhvervsskole samt vinder af DM i Skills 2020. Jeg er en dygtig snedker, og med dét som omdrejningspunkt har jeg opbygget en møbelproduktion, der via moderne produktionsmetoder gør det muligt at lave komplekse møbler, hvor kvaliteten altid er i top.
Det at vælge nogle gode og holdbare materialer er første skridt mod at lave møbler, der kan holde til det daglige slid, de i generationer skal udsættes for. Mine møbler er bygget op i massiv egetræ og rustfrit stål, mens stolene er betrukket med slidstærke møbeltekstiler fra Kjellerup Væveri. Men det at vælge de rigtige materialer handler også om at genanvende. Det har jeg blandt andet gjort i skummet til stolene samt de plader, der danner ramme om sæde og ryglæn. Disse plader er presset sammen af rester fra Ege Carpets’ produktion af gulvtæpper.
Alle møbler producerer jeg på mit eget værksted nær Silkeborg. Træet får jeg hjem som rå egeplanker, hvorefter jeg går i gang med opskæring, bearbejdning og til sidst overfladebehandling af det. På samme måde får jeg lange ruller med stof og lynlåse hjem, hvorefter jeg selv klipper til og syr sammen. Men uagtet min Pippi-mentalitet må jeg erkende, at jeg ikke kan klare mig uden hjælp. For at drive en professionel møbelproduktion kræver det mange gode samarbejdspartnere, og jeg er utroligt privilegeret allerede at have et stort netværk af dygtige mennesker omkring mig, der kan byde ind med alle de kompetencer, jeg selv mangler.